
Hvad betyder det at være en socialøkonomisk virksomhed?
Blindes Arbejde er en social økonomisk virksomhed, der siden 1929 har haft som mission at skabe arbejdspladser til mennesker med et synshandicap. Men hvad betyder det egentlig at være en social økonomisk virksomhed?
Som Social økonomisk virksomhed opererer vi på samme markedsvilkår som alle andre almindelige virksomheder. Vi producerer produkter indenfor de traditionelle håndværksfag; børstenbinder, vævning, stole og kurveflet, som vi sælger i vores butikker og til erhvervskunder.
Den store forskel ligger i, at det overskud, som vi måtte have, bruger vi på at skabe nye arbejdspladser til mennesker med et synshandicap. Der er ingen aktionærer, der får gavn af overskuddet. Det hele går tilbage til den gruppe af mennesker, der har været med til at skabe overskuddet.
En vej ud af social isolation
Blinde og svagtseende er den befolkningsgruppe, med den største procentvise arbejdsløshed, og det ønsker Blindes Arbejde at ændre på. Hos Blindes Arbejde er det muligt at blive ansat på flere forskellige vilkår. Her er medarbejdere, der sidder i ordinære stillinger, i flexjob, job på særlige vilkår og i det, som hedder beskyttet beskæftigelse.
Et arbejde hos Blindes Arbejde er en vej ud af den sociale isolation. En mulighed for at skabe en hverdag som alle andre mennesker, hvor det at være en del af noget, er med til at gøre dagen lidt mere spændende.
Hos Blindes Arbejde får den blinde eller svagtseende mulighed for at styrke sine kompetencer indenfor forskellige områder – ud over de traditionelle håndværksfag møder du også blinde eller svagtseende i vores reception, på vores lager, i salgsteamet og i vores butikker rundt om i landet.
Et ønskescenarie vil være, at vores medarbejder bliver styrket så meget, at de kan komme ud i andre virksomheder og blive ansat på helt ordinære vilkår.
Flere virksomheder kunne have gavn af at ansætte mennesker på særlige vilkår
Man behøver ikke være en social økonomisk virksomhed for at ansætte mennesker på særlige vilkår – ja, der vil være nogle forhold, der skulle tages hensyn til, hvis man skal ansætte en blind eller svagtseende. Men der er tilgængelige værktøjer, så blinde og svagtseende kan arbejde lige så let på en computer som seende.
I vores reception sidder f.eks. Anders – Anders er også ham, der sørger for at vores internet og telefoni kører, han sætter computeren op til nye medarbejdere og det er ham, vi ringer, når teknikken driller.
På lageret har vi en CCTV, som er en forstørrelses computer, der forstørre almindelig tekst, og gør det muligt for vores medarbejdere på lageret at læse ordre og andre tekster.
At ansætte en medarbejder med den ene eller anden form for handicap giver en helt speciel dynamik til virksomheden. Der bliver plads til det skæve og det vi ikke ser hver dag.
Så hvis virksomheder ville investere en lille smule i værktøjer til mennesker med et synshandicap, findes der en stor mængde af fantastisk arbejdskraft, der venter på virksomheden. En ansættelse vil ikke kun være til gavn for den ansatte, men bestemt også for virksomheden.
Det er nødvendigt at se mange af vores socialt udsatte grupper i en andet lys. De er værdifulde ressourcer, der kan bidrage aktivt til samfundet.