Rejsen til et selvforsørgende arbejde

Winni har siden 2014 arbejdet i Blindes Arbejde i Århus, hvor hun både væver, binder børster, ekspederer i butik og masserer. De 18 timers flexjob gør hende selvforsørgende, men vejen dertil har være lang og snørklet – som for mange andre arbejdsdygtige mennesker med et synshandicap.

Winni er, i dag, midt i 30erne og bosat lidt udenfor Århus med sin mand og tre børn. Som femårig blev hun diagnosticeret med en øjensygdom, som er i familien. Men i modsætning til sin mor og søskende, som gradvist har fået mere syn med alderen, så blev Winni yderligere ramt af en komplikation, som gjorde, at hun mistede den sidste synsrest, da hun var 23.

Som en klassisk uddannelse for synshandicappede, valgte Winni at uddanne sig til massør tilbage i 2008. Det viste sig umiddelbart at være et godt valg: “Da jeg boede i København, kunne jeg få job bare ved at gå ind i en butik. De var fuldstændig ligeglade med, om man var synshandicappet – folk ved godt, at de blinde massører er gode”.  Med masser af gåpåmod og faglig selvtillid, gik hun rundt til klinikker og fitnesscentre i Københavnsområdet og solgte sig selv som massør, med ordene: “Jeg går så med blindestok eller jeg har en førerhund med – det håber jeg ikke er til hindring for, at jeg kan leve op til det arbejde, jeg søger”.

På trods af sin udadvendte tilgang, blev det vanskeligt for hende at leve af sit erhverv, da hun flyttede til Århus, hvor hun oplevede, at der var længere mellem jobbene. Hun overvejede at blive selvstændig, men var på dette tidspunkt enlig mor og arbejdede på almindelige vilkår. Hun havde derfor vanskeligt ved at finde overskud til alt udenoms-arbejdet, såsom at holde regnskab, håndtere bookingsystemer og gøre reklame.

Efter at have været på barsel, tilbage i 2014, stod hun ved en skillevej i sit arbejdsliv og valgte at kontakte Blindes Arbejde for at høre om mulighederne for et flexjob. Der blev hurtigt etableret en udredende praktik, hvor hun blev oplært i et håndværk og hendes arbejdsevne blev vurderet. Et halvt år senere, blev hun fastansat i et flexjob. Winni befinder sig godt i de fastdefinerede rammer, for som hun fortæller: “Hvis jeg har behov for at holde pause, skal det stå i min kontrakt – fx at jeg har brug for 5 minutters pause pr. time”.

På værkstedet, startede hun som væver og blev senere oplært i at binde børster. I Århus er værkstedet kombineret med en lille butik, så medarbejderne har også til opgave at vise kunderne, hvordan man binder en børste eller henvender sig til en førerhund. Hendes udadvendte og åbne personlighed gør, at hun befinder sig godt i kontakten med kunderne og hun har derfor også fået til opgave at ekspedere i butikken.

Winnis rejse, til et selvforsørgende arbejde, har været lang og givet hende en del erfaring med at søge jobs. Hendes bedste råd til de mange arbejdssøgende med et synshandicap er at møde op på arbejdspladsen “- så de kan se, at man faktisk er selvstændig og kan klare sig selv, at man kan finde rundt og lignende. Det tror jeg, betyder rigtig meget for en seende arbejdsgiver”.